mandag den 14. september 2009

Gilleleje klubmesterskab 2009

Det har været en forrygende og forblæst weekend på havet ud for Gilleleje, hvor vi sejlede klubmesterskab 2009. Vi gennemførte 3 sejladser om lørdagen på trekantbane og lang tur om søndagen, hvor vi sejlede lidt over 20 nm på vores "næsten" sædvanlige rute ned i øresund rundt om Svinbodan nord på til anduvnings bøjen udfor Mølle, og måltagning i havneindløbet Gilleleje havn.

Lørdagen gav os en vigtig lærdom, at forberedelsen betyder alt, hvis man vil være helt fremme i feltet. Vi gennemførte de 3 sejladser, og kunne bare mærke at der ikke rigtigt var fart i 10nas, og både vi normalt sejler fra lå foran os. Vi var meget enige om, at trimmet var rigtigt "Genua og store", så forklaringen kunne kun ligge et sted "BUNDEN". Der har været meget store problemer med rorer i Gilleleje havn, og både med meget giftig bundmaling har haft problemer med dette lille kræ.

En hurtig beslutning blev truffet, og kl: 06:45 søndag morgen holdt kranen på havnen, og teamet kastede sig over bunden. Vi kunne hurtigt konstatere hvor problemerne sad. Vi havde 2 bremmer med rorer på tværs af sejlretningen, der hvor båden blev løftet inden Banner-30 cuppen, og vi af gode grunde ikke kunne komme helt i bund og fjerne de kalk lag de afsætter.

Søndagen bød på hård vind fra nord med op til 15 meter pr sek i stødene, så vi lagde ud med reb i storen og vores gamle fok. Det blev indledning til et forrygende race efter scancappen, som startede 50 sekunder før os i den omvendte start.

På det sidste læg, efter vi havde rebet ud, sejlede vi langsomt men sikkert ind på scancappen i halvvinden for fok og store. Vi havde desværre tabt vindexen igen, og kunne ikke rigtigt vurdere om vi kunne bære spileren. Det blev et meget close race, hvor de holdt os i deres læ, og vi holdt dem fra at sætte spiler. Efter meget tæt sejlads, nogen ville nok kalde det berøring :-) blev vi begge taget i mål på samme tid i havne hullet, hvor en lille pige lidt forskærmt så til, mens hun holdt sig for ørene, da vi begge kom blæsende for 8 kn ind i havnen. Jeg tror det er mange år siden, at der har været så close et race for 10nas og besætning. Det blev en samlet 4 plads for 10nas til masterskabet, hvilket vi er ganske godt tilfreds med når vi tænker på, hvor udtjent vores fok er.

Sæsonen går på hæld, og næsten før den er rigtig startet er det hele slut, og vi har nu kun 3 lørdagssejladser tilbage, og båden bliver sat på land for vinteren. Vi drøfter i øjeblikket hvilke projekter vi skal kaste os over i denne vinter, og hvem ved hvad vi nu finder på at ændre. Helt sikkert er dog, at vores fok er udtjent og skal skiftes, så det bliver spændende at se, hvad der ligger under juletræet til 10-nas.

Ingen kommentarer: